Skt Hans i præstegårdshaven

Posted on

Den 23 juni åbner vi præstegårdshaven til den årlige Skt Hans fejring. 

Jane og Shane er en irsk/engelsk duo fra Danmark. Efter engelske Jane Clarks barsel kan duoen igen høres på danske spillesteder og festivaler i ind- og udland. Sankt Hans aften optræder de på scenen i Pedersborg præstegårdshave, hvor mange stadig vil huske deres vellykkede koncert i 2005.
Pedersborg præstegårdshave er med sin beliggenhed ved Pedersborg sø, det fredede voldanlæg og de imponerende træer den perfekte ramme om midsommerfejring. Mange mennesker på egnen har da også gjort det til fast tradition.
De første 350 personer kan sikre sig spisebilletter á 60 kr (børn halv pris) til hamburgerryg med kartoffel- og grøn salat, altsammen økologisk. Man kan også medbringe sin egen mad. Der kræves ikke anden tilmelding end eventuel madbestilling, og arrangementet er i øvrigt gratis. Drikkevarer skal købes i haven, idet Pedersborg og Bromme kirker på forhånd har lovet overskuddet til skolebyggeri i Den Centralafrikanske Republik.
En lang række frivillige står klar til at tage imod de mange gæster. Mange af de frivillige vil bage og sælge Pedersborg vafler til fordel for den sociale café inTro i Sorø.
Koncerten med Jane og Shane begynder kl 20.00 og vil hovedsagelig omfatte irsk og engelsk folkemusik. Til mange af numrene har duoen selv skrevet både musik og ord. ”De ikke blot skinner, de gnistrer” har violinist fra The Dubliners John Sheahan sagt om gruppen. Efter en række fælles koncerter med duoen har han et indgående kendskab til deres formåen. Det var sanger og satiriker Niels Hausgaard, der i 2003 gjorde Jane og Shane kendte i Danmark. Senere har gruppen også indledt et nært samarbejde med den prominente jazzbassist Mads Vinding. Der er ingen tvivl om Jane og Shanes høje musikalske niveau. Som underholdere brænder de igennem med deres charme og beskedne præsentation af de enkelte numre.
Efter koncerten tændes der bål på engen. Nu er det deltagernes tur til selv at synge danske sommersange fra et omdelt sanghæfte. Aftenen sluttes med midsommerandagt i Pedersborg kirke kl ca 22.15.

Ønsker du at bestille Skt hans menuen kan du bruge formularen herunder eller skrive til Lars Poulsen på LPO@km.dk.

Program:

17.30 Haven åbnes for gæster

18.30 Skt hans menuen er klar

20.00 Koncert

21.15 Bålet tændes

22.15 Midsommerandagt i kirken