Sangaften

På vej mod den nye højskolesangbog – Sangaften med Jørgen Carlsen tirsdag den 22. oktober kl. 19.30 i Pedersborg sognegård

Jørgen Carlsen er tidligere forstander på Testrup Højskole og formand for det udvalg, der redigerer den kommende udgave af Højskolesangbogen. Han vil indvie forsamlingen i de overvejelser, der ligger bag arbejdet med at vælge og vrage mellem de gamle og nye sange. Samtidig vil han kaste lys over højskolesangen og dens betydning: hvorfor er det vigtigt at synge – og hvad er en god højskolesang?

Forsamlingen skal se nærmere på forholdet mellem tradition og fornyelse, mellem tekst og melodi, og mellem enkle og mere komplicerede sange. Undervejs skal der synges nogle nye sange, som måske kommer med i den kommende udgave. Jørgen Carlsen vil selv traktere klaveret under fællessangen. Undervejs er der mulighed for at drikke en kop kaffe/the. Der er gratis adgang og alle er velkomne.