Genåbning – gudstjenester

Posted

I 2. fase af Danmarks genåbning efter corona-epidemien holder vi gudstjenester med begrænset deltagerantal ( 37 kirkegængere i i Pedersborg kirke og 17 i Bromme kirke) og med 2 meters afstand mellem deltagerne. Dog kan kirkegængere med daglig nær kontakt sidde tæt i kirken. Afstandskravet på 2 meter er gældende, hvis vi synger, og synges skal der! Først om Kristus der fra sin plads ved Faderens højre side er os alle nær og derefter søndagssalmer om troen og håbet og kærligheden. Altså gudstjeneste Kristi Himmelfartsdag i Bromme kl 9 og Pedersborg kl 10:30 samt søndag samme tider.

Sundhedsmyndighedernes afstandskrav skal overholdes, og det kan blive nødvendigt af afvise nogen ved døren. Hvis du på forhånd ønsker at vide, at der er plads til dig, kan du med fordel tilmelde dig gudstjenesten på lpo@km.dk eller 5783 0534. Du får svar inden gudstjenesten. Viser tilmeldingerne for stort deltagerønske, vil vi tilbyde flere gudstjenester.

Vær opmærksom på, at covid-19 smittede personer skal isolere sig hjemme.

Lars P

Søndagshilsen 5.s.e. Påske

Posted

Søndagshilsen fra Pedersborg og Bromme kirker

Jesus sidste bøn

”Sådan talte Jesus; og han så op mod himlen og sagde: »Fader, timen er kommet. Herliggør din søn, for at Sønnen kan herliggøre dig, ligesom du har givet ham magt over alle mennesker, for at han kan give evigt liv til alle dem, du har givet ham. Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus. Jeg har herliggjort dig på jorden ved at fuldføre den gerning, du har givet mig at gøre. Fader, herliggør mig nu hos dig med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden var til….Jeg er ikke længere i verden, men de er i verden, og jeg kommer til dig. Hellige fader, hold dem fast ved dit navn, det, du har givet mig, for at de kan være ét ligesom vi”.
Læsning fra Johannesevangeliet kapitel 17 vers 1-5 og 11

Mere handling, mindre snak.

Der er måske ikke så mange her på vores egn, som kender Benedikt af Nurcia. Men man kender Ringsteds største kirke, Sankt Bendts, opkaldt efter Benedikt. Og det var munke fra Benedikts klosterorden, som grundlagde klosteret og dermed byen Sorø. Benedikt huskes mest for de forskrifter, han skrev for livet i et kloster. I Benedikts regel lægges vægt på, at munkene deler deres tid mellem fordybelse i Guds ord og praktisk arbejde. Begge dele. En senere tid har sammenskrevet vejledningen i ordene ”bed og arbejd”.
Nogle steder forfaldt munkene imidlertid til den opfattelse, at bøn og Bibellæsning er vigtigere end praktisk arbejde. Vi kender alt for godt varianten, at der ofte snakkes mere end der handles.

Det evangelieskrift, som vi nu en række søndage har læst fra, indledes med en poetisk beskrivelse af, at Gud ville tale, så han handlede. Ordet fik krop i Jesus Kristus. Og i dag hen mod slutningen siger Jesus selv, at han har fuldført Guds gerning. Derpå beder han Gud tage sig af dem, der nu i handling har set Guds Ord. For selv om Jesus er Guds handling, så ser vi ham igen og igen samle håb og styrke i den stille bøn til Faderen. Det er som opskriften på en cirkelbevægelse også for os. I meditationen over Guds ord får vi at vide, at vi skal tage os af hinanden. Og midt i omsorgen for hinanden søger vi bønnen for at finde fornyet tro, håb og kærlighed.

Fordybelse og meningsfuld handling hører sammen. Eller som de sagde i klostrene: Bed og arbejd. Begge dele.

Lars P

Søndagshilsen 4.s.e. Påske

Posted

Søndagshilsen fra Pedersborg og Bromme kirker

Jesus gør Guds vilje

Jesus sagde:

»Når I får ophøjet Menneskesønnen, da skal I forstå, at jeg er den, jeg er, og at jeg intet gør af mig selv; men som Faderen har lært mig, sådan taler jeg. Og han, som har sendt mig, er med mig; han har ikke ladt mig alene, for jeg gør altid det, der er godt i hans øjne.« Da han talte sådan, kom mange til tro på ham.

Jesus sagde nu til de jøder, som var kommet til tro på ham: »Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.«

Læsning fra Johannesevangeliet kapitel 8 vers 28-32

Den ophøjede nyder respekt. Vi kender ham.

Når idrætsudøveren får guldmedaljen hængt om halsen, er det som regel kulminationen på mange års drøm og træning. Medaljen giver anerkendelse og berømmelse. Ophøjelsen til medaljeskamlens øverste trin viser omverdenen, at hun eller han har det i sig.

Det ligger i idrætskampens natur, at kun de få opnår medaljens berømmelse. Men der er andre måder af blive ophøjet på. Forfremmelse, kontant udbetaling eller mange følgere i medierne f.eks. ”Så ved de, hvem jeg er”, kan den ophøjede tænke.

Det var de samme ord Jesus brugte. Han kaldte sig selv for Menneskesønnen: Når I får ophøjet Menneskesønnen, så vil I vide, hvad jeg indeholder og står for. I vil vide, at jeg gør Guds vilje, sagde Jesus. Tilhørerne kendte ham allerede fra hans gerninger, men de kunne ikke forstå, hvad han mente med ophøjet. Ikke før den afgørende påske. Da så og hørte de, at Jesus ikke blev ophøjet på en medaljeskammel eller med mange likes i Facebook. Jesus blev ophøjet på et kors. Hans ophøjelse var at dele vilkår med dem, der er alt andet end ophøjede. De fordømte, de lidende, de sørgende og de bange.

Når I får mig ophøjet, vil I vide, hvem jeg er, havde Jesus sagt. Ja, vi ved, at Jesus er ham, der følger os helt derud, hvor vi ikke kan følge hinanden. Vi ved at Gud ikke har forladt os, selv når det hele brænder på. Vi ved det fra hans Søns ”ophøjelse”.

Lars P

Søndagshilsen 3.s.e. Påske

Posted

Søndagshilsen fra Pedersborg og Bromme kirker

I en tid hvor vi ikke må se hinanden

Jesus er vejen!

Jesus sagde:

Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er. Og hvor jeg går hen, derhen kender I vejen.« Thomas sagde til ham: »Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?« Jesus sagde til ham: »Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham.«

Læsning fra Johannesevangeliet kapitel 14 vers 1-7

Kan man tro på Gud uden at være religiøs?

Der er religiøse mennesker, som har en særlig sans for at mærke Guds nærvær. De mærker måske, at Kristus ligger sin hånd på deres skulder. Eller de kan gøre sig fri af det jordiske i bønnens fordybelse i Guds ord. Men sådan har vi det ikke allesammen, og det har Gud taget højde for, da han lod sin Søn blive menneske.

Thomas var en af de apostle, som Jesus selv havde udvalgt. Thomas var ikke spirituelt begavet. Han troede på det, som han kunne se eller blive overbevist om med logiske argumenter. Sådan som han kunne se Jesu ord og gerninger udvirke kærligheden mellem mennesker. Derfor fulgte han Jesus. Nogle af Jesu ord blev dog for meget religiøs tågesnak for Thomas. F.eks. når Jesus talte om, at han måtte forlade disciplene for at gøre pladser rede til dem. Vi, der kender evangeliet må tro, at Jesus talte om såvel pladser i Guds Rige efter vores død som om den opgave, apostlene skulle overtage efter Jesu himmelfart. Jeg må forlade jer for at I kan få den kærlighed til hinanden, som jeg har til jer.

Det var for ukonkret for Thomas. Han havde som sagt ikke sans for den slags. Hvordan kan vi komme hen, hvor du er Jesus? sagde han. Vi kender ikke vejen. Jo, svarede Jesus, I kender mig. I kender mine gerninger. I kender vejen.

Vi ved, at det ikke dæmrede for Thomas lige med det samme. For det var ham, der efter Jesu opstandelse krævede at se hullerne efter korssømmene i Jesu hænder. Ellers kunne han ikke tro, at den dræbte Jesus var opstået. Derpå viste Jesus sig for Thomas og lod denne stikke en finger i de åbne sår!

Erfaringen var tilstrækkelig fysisk for Thomas. Han blev den første, der bekendte sin tro på, at Jesus er Gud. Og han fortsatte med at fortælle om sin meget konkrete tro. Langt mod øst i Iran, ja måske helt ovre i det fjerne Indien. Thomas var ikke spirituelt religiøs. Men han kendte den kærlighed og omsorg, som Jesus udbredte mellem mennesker. Og han havde set, hvordan Jesus i angst og smerter deler vores død for at tage os med ind i Guds rige. Troen på en handlende Gud forandrede Thomas liv.

Lars P

Søndagshilsen 2.s.e. påske

Posted

Søndagshilsen fra Pedersborg og Bromme kirker
I en tid hvor vi ikke må se hinanden

Jesus, er du Kristus?
Da slog jøderne ring omkring ham og spurgte: »Hvor længe vil du holde os hen? Hvis du er Kristus, så sig os det ligeud.« Jesus svarede dem: »Jeg har sagt det til jer, og I tror det ikke. De gerninger, jeg gør i min faders navn, de vidner om mig. Men I tror ikke, fordi I ikke hører til mine får. Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd. Det, min fader har givet mig, er større end alt andet, og ingen kan rive det ud af min faders hånd. Jeg og Faderen er ét.« Atter samlede jøderne sten op for at stene ham.
Læsning fra Johannesevangeliet kapitel 10 vers 24-31

Sikkert ikke
Den amerikanske sangskriver Susan Werner synger finurligt om sin tro. En af sangene hedder ”Probably not”. Du kan måske høre den her:

Umiddelbart er Werners sang en af mange overfladiske afvisninger af Guds eksistens. Er der en Gud over os? er der evig kærlighed? spørger sangeren og fortsætter: Er der et hjem i himlen? Vil vi hen ad vejen være der alle sammen? Sikkert ikke. Sikkert ikke.

Og hvad med det der med påske, den tomme grav og disciple, der havde set Jesus? Sikkert ikke. Sikkert ikke. Men med et glædesglimt i øjet kommer så sidste vers: Hvad nu hvis jeg har taget fejl, og Gud har været der hele tiden? Vil jeg afslå tilbuddet, når han rækker mig en himmelsk krone? Sikkert ikke. Sikkert ikke.
Jøderne, som på tempelpladsen stillede sig op foran Jesus var ikke i tvivl om Guds eksistens. Selvfølgelig er Gud der. De tvivlede dog på, at Jesus skulle være Kristus. Spørgsmålet kom på tale, fordi hele det kollektive håb handlede om en konge sendt af Gud. En frelser der kunne skabe fred og lykke, nærhed mellem Gud og mennesker. De kaldte deres håb for Guds salvede eller bare Den Salvede. Det hedder Kristus på græsk. Var Jesus, tømreren fra Nazaret, som stod over for dem med de bare fødder i sandalerne, Kristus?
”Jeg kan kun svare med henvisning til mine handlinger”, sagde Jesus. Ja, netop! De havde hørt om det. De havde hørt, at Jesus gav udstødte mennesker plads i fællesskabet. De havde set ham rette ryggen på skamfulde mennesker ved at give dem Guds tilgivelse. Ja, de havde lagt mærke til, hvordan Jesus fik velbjærgede mennesker til at dele med de fattige. Sådan kan Gud ikke være, sagde de på tempelpladsen, og de ville stene Jesus for blasfemi.
Men hvad nu hvis Jesus er bringer af Guds fred? Hvad nu, hvis det er, som Jesus siger? Altså at vejen til Paradis går gennem overbærenhed og barmhjertighed og kærlighed. Hvis han tager os i hånden, fordi vi ikke kan denne nye livsstil selv? Vil vi så sige nej til hans hånd. Benægte at han er Kristus. Sikkert ikke. Sikkert ikke. Vi kan finde ud af det ved at give det en chance.

Lars P

Læs indlægget som pdf. 2. søndag efter påske

Søndagshilsen 1.s.e. Påske

Posted

1. søndag efter påske

Søndagshilsen fra Pedersborg og Bromme kirker

i en tid hvor vi ikke må se hinanden.

Jesus og Simon Peter

” Da de havde spist, siger Jesus til Simon Peter: »Simon, Johannes’ søn, elsker du mig mere end de andre?« Han svarede: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vogt mine lam!« Igen, for anden gang, sagde han til ham: »Simon, Johannes’ søn, elsker du mig?« Han svarede: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vær hyrde for mine får!« Jesus sagde til ham for tredje gang: »Simon, Johannes’ søn, har du mig kær?« Peter blev bedrøvet, fordi han tredje gang spurgte ham: » Har du mig kær?« og han svarede ham: »Herre, du ved alt; du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vogt mine får! Sandelig, sandelig siger jeg dig: Da du var ung, bandt du selv op om dig og gik, hvorhen du ville; men når du bliver gammel, skal du strække dine arme ud, og en anden skal binde op om dig og føre dig hen, hvor du ikke vil.« Med de ord betegnede han den død, Peter skulle herliggøre Gud med. Og da han havde sagt det, sagde han til ham: »Følg mig!«

Læsning fra Johannesevangeliet kapitel 21 vers 15-19

Svigte-Peter var god nok.

Simon Peter er en af mine helte. Fra portrætter i kunsten husker jeg ham som en stor, stærk og følsom mand. I Bibelen har jeg lært Peter at kende som en handlingens mand. Peter snakker ikke så meget. Han handler.

Peter havde lovet at stå last og brast med Jesus, og da soldaterne kommer snigende i den mørke aften for at tage Jesus til fange, trækker Peter et sværd for at forsvare Jesus. I første hug ødelægger Peter en af fjendernes øre, hvorefter Jesus stopper Peter: Stik dit sværd i skeden. Jesus kæmper ikke selv, men helbreder den sårende.

Oplevelsen slår den store fisker ud af kurs. Senere på natten, da Peter bliver genkendt, afviser han totalt at kende noget til Jesus. Inden hanens galen varsler morgen, har Peter 3 gange benægtet sit tilhørsforhold til Jesusbevægelsen. Min helt har svigtet sin tro og hengivenhed over for Jesus.

Johannesevangeliet har to afslutninger. I den første afslutning berettes der om, hvordan Maria Magdalene, Johannes og netop Peter påskemorgen finder Jesu grav forladt. En uge senere viser Jesus sig for alle de skræmte disciple. I anden og sidste evangelieafslutning har Peter tilsyneladende genoptaget sit fiskerierhverv. Det med Jesus gik jo ikke. Men så, der ved søens bred møder Jesus atter Peter. Holder du af mig? spørger Jesus, hvortil Peter svarer: Det ved du jo. Og i en gradvis udvisken af de tre fornægtelser langfredagsmorgen får Peter lejlighed til at gentage sin hengivenhed 3 gange. På samme måde svarer Jesus 3 gange med noget, der i vores sprog kunne hedde: Pas på min kirke!

Peter får ikke blot Jesu totale tilgivelse af sit svigt. Han får også en vigtig – den vigtigste rolle i kirken. Og Peter påtager sig opgaven. Udslaget kom, da Peter erkendte og troede på Jesu totale tilgivelse af det fatale svigt.

Med Jesu korsfæstelse så det ud , som om alting var styrtet i grus. Men netop der kastede Peter al sin Gudstro og handlekraft ind i at udbrede troen, håbet og kærligheden.

Simon Peter er min helt og Jesus Kristus er min Herre.

God søndag.

Lars P

Se den her som PDF fil 1. søndag efter påske

Påskehilsen

Posted

Kristus er opstanden

Påskehilsen fra Pedersborg og Bromme kirker
I en tid hvor vi ikke må se hinanden
Kristus er opstanden
Læsning fra Markusevangeliet kapitel 16 vers 1-8
”Da sabbatten var forbi, købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs mor, og Salome vellugtende salver for at gå ud og salve ham. Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kommer de til graven, da solen var stået op. Og de sagde til hinanden: »Hvem skal vi få til at vælte stenen fra indgangen til graven?« Men da de så derhen, opdagede de, at stenen var væltet fra. For den var meget stor. Og da de kom ind i graven, så de en ung mand i hvide klæder sidde i den højre side, og de blev forfærdede. Men han sagde til dem: »Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham! Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.« Og de gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange”.

Liv i døde
Bedstefar i Århus var kirkegårdsgartner og –graver. Lønnen var et godt og nødvendigt tilskud til indtægten fra mine bedsteforældres lille butik med grønt og blomster. Men det var også en sæson- og aktivitetsafhængig løn. I perioder med manglende arbejde glædede bedstefar sig til mere travlhed på kirkegården. Det var her, man kunne høre mine bedsteforældre spørge forhåbningsfuldt: ”Er der mon liv i de døde?”
Siden 16. marts har kirkerne ligget hen som døde. På grund af smittefaren i samfundet må kirken ikke engang være åben for individuelt andagtssøgende. Lyset er slukket og døren låst. Dog lukkes der op for bisættelser og begravelser. I Pedersborg kirke må der maksimalt være 24 deltagere foruden ansatte og bedemand. For nogle familier er der svært at begrænse afskeden til så få. De er også afskåret fra kaffe bagefter, så ofte bliver de stående længe uden for kirkedøren og taler stille sammen med afstand imellem sig. Men det er paradoksalt, at det for tiden er de døde, som skaber liv i kirkerne. Det er de døde, som får salmesangen til at lyde i kirken. Vi fortæller minder om tæt og intenst samvær, som vi savner lige nu, og opstandelseshåbet forkyndes! Sådan er det altid ved begravelser, men lige nu oplever vi ved kirken, at det er de døde, som bringer liv ind i rummet.
I nedlukningsperioden har vi ved bisættelse efter bisættelse læst påskens evangelium om liv i den døde Jesus. Vi har gjort det i forlængelse af den allerførste påskemorgen og som forskud på denne påskedag. Corona og død, frustration og frygt har ikke stoppet forkyndelsen af, at Jesus brød ud af død og grav. Midt i al angst og usikkerhed står de ord fast. En engel fortalte de skræmte pårørende, at vi skal se Ham igen. Han er gået forud for at tage os med gennem døden til livet.

Kristus er opstanden! Der er liv i de døde!
Glædelig påske

Langfredagshilsen

Posted

Langfredagshilsen

Fra Lars Poulsen

Børnene skal igen lege sammen på torvet.

Langfredagshilsen fra Pedersborg og Bromme kirker.
Der plejer at være stille ved langfredagsgudstjenesterne i Pedersborg og Bromme kirker. I præstegården hænger flaget på halv stang, orglet er uden brus, og vi pynter ikke op i kirken. Menigheden fordyber sig i beretningen om Guds Søn, der solidarisk deler alle menneskers smerter.
I år vil der være meget stille i kirkerne. Ikke engang vore suk over Coronaens hærgen vil høres. Vi må ikke være i kirken.
I mange hjem er der også stille i disse dage, hvor vi undgår sædvanlige sociale kontakter. Til hjemmelæsning på denne dag sender din kirke dig nedenstående Bibeltekster. Den første er fra de sædvanlige langfredagslæsninger. Anden tekst er valgt til disse underlige dage. Derefter en kort refleksion.

Jesu død
Markusevangeliet kapitel 23, vers 33-49
”Da de kom til det sted, som kaldes Hovedskallen, korsfæstede de Jesus og forbryderne dér, den ene på hans højre og den anden på hans venstre side. Men Jesus sagde: »Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.« Så delte de hans klæder ved at kaste lod om dem. Og folket stod og så på. Også rådsherrerne gjorde nar af ham og sagde: »Andre har han frelst, lad ham nu frelse sig selv, hvis han er Guds salvede, den udvalgte.« Også soldaterne kom hen og hånede ham; de rakte ham eddike og sagde: »Hvis du er jødernes konge, så frels dig selv.« Der var nemlig sat en indskrift over ham: »Han er jødernes konge«.
Den ene af de forbrydere, som hang dér, spottede ham og sagde: »Er du ikke Kristus? Frels dig selv og os!« Men den anden satte ham i rette og sagde: »Frygter du ikke engang Gud, du som har fået den samme dom? Og vi har fået den med rette; vi får kun løn som forskyldt, men han har intet ondt gjort.« Og han sagde: »Jesus, husk mig, når du kommer i dit rige.« Og Jesus sagde til ham: »Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis.«
Og det var nu omkring den sjette time, og der faldt mørke over hele jorden indtil den niende time, fordi solen formørkedes; og forhænget i templet flængedes midt igennem. Og Jesus råbte med høj røst: »Fader, i dine hænder betror jeg min ånd.« Da han havde sagt det, udåndede han.
Da officeren så, hvad der skete, priste han Gud og sagde: »Den mand var virkelig retfærdig.« Da alle de skarer, som var strømmet sammen til dette skue, så, hvad der skete, slog de sig for brystet og vendte hjem. Alle de, som kendte ham, også de kvinder, som var fulgt med ham fra Galilæa, stod og så alt dette på afstand.”

Børn og gamle mennesker finder tilbage til livet
Zakarias’ bog, kapitel 8 vers 2-8a
”Dette siger Herren:
Jeg vender tilbage til Zion
og tager bolig i Jerusalem.
Da skal Jerusalem kaldes den trofaste by
og Hærskarers Herres bjerg kaldes det hellige bjerg.
Dette siger Hærskarers Herre:
På ny skal gamle mænd og kvinder sidde
på Jerusalems torve
hver med sin stok i hånden,
fordi de er gamle.
Byens torve skal fyldes
af drenge og piger,
der danser på torvene.
Dette siger Hærskarers Herre:
Fordi dette folks rest i de dage
finder det umuligt,
skulle jeg så også finde det umuligt?
siger Hærskarers Herre.
Dette siger Hærskarers Herre:
Jeg frelser mit folk
fra Østens land
og fra Vestens land,
og jeg bringer dem hjem.”

Katastrofen ramte jøderne år 587 f Kr. Assyrerkongen Nebukadnezar indtog Palæstina, jævnede Jerusalem med jorden og tvangsflyttede mange jøder til det fjerne Babylon. Men den svære tid fik en ende. 539 f Kr. satte perserne sig på Babylon, og jøderne fik lov til at rejse hjem. Deres trængsler måtte snart være slut.

Men det tager lang tid at lukke et land op igen. Ikke alle kunne rejse hjem med det samme. År 220 f Kr. formaner profeten Zakarias derfor til håb og udholdenhed. Med ord fra Gud lover han, at de gamle igen skal nyde hinandens selskab og børnene lege sammen på byens pladser!
Vores fjende hedder ikke Nebukadnezar men Corona. Vores håb hedder ikke Jerusalem men tryghed og fællesskab. Vores Gud derimod har ikke forandret sig. Han er den samme nu som dengang. Nemlig vores Fader i himmelen som vi kender gennem hans søn Jesus Kristus. Kristus hænger på korset sammen med de tilfangetagne i Babylon og de alvorligt Coronasyge. Og på søndag træder Jesus frem med morgensolen og lover, at Guds løfter står ved magt. Børnene skal lege på torvet og de gamle sidde stille og tale sammen.